Til kunden

Hvad skal vi bruge fra dig?

Hvis du gerne vil have os til at hjælpe med at inddrive dit tilgodehavende, er der to ting, vi skal bruge:


1. Et fundament for dit tilgodehavende. Det vil typisk være den aftale, du har indgået med skyldner, og hvor det fremgår, hvad du har til gode, og hvornår det skulle være betalt. Det kan også være en dom eller et forlig, hvis I ikke har indgået en skriftlig aftale.

2. Korrespondance i sagen. Ved gældsinddrivelse er der forskellige krav til, hvilket skridt der skal tages, inden kravet kan forsøges inddrevet ved inkasso eller indenretligt. Derfor har vi brug for al relevant korrespondance mellem dig og skyldner. Hvis sagen har været behandlet indenretligt, har vi også brug for en kopi af retsbøgerne og dombogen.

Nedenfor kan du læse om reglerne for inddrivelsesprocessen, hvis dit tilgodehavende ikke betales til tiden. Hvis du har sendt rykkerskrivelse og rykkergebyr og skyldner stadig ikke har betalt, kan du sende sagen til inkasso hos os med det samme.

Hvis du ikke har sendt rykkerskrivelse endnu, kan du sende sagen til os som en assistancesag, og så hjælper vi dig med at rykke for dit tilgodehavende og vurdere, om betingelserne for inkasso er opfyldt.

Regler for rykkergebyrer

Reglerne for rykkergebyrer fra private virksomheder fremgår af renteloven, hvor det er bestemt, hvor stort rykkergebyret må være, hvor mange gebyrer der må opkræves, og hvor lang tid der skal gå mellem de opkrævede gebyrer.

Som kreditor må du kun opkræve et rykkergebyr, hvis du har fremsendt en rykkerskrivelse. Det kan du f.eks. gøre i et brev eller en mail. Der er også krav om, at fremsendelse af en gebyrbelagt rykker skal være rimelig, hvilket betyder, at der skal være grund til at tro, at det kan få skyldneren til at betale.

Hvis han allerede har sagt, at han nægter at betale, eller hvis han er kommet med en berettiget indsigelse mod kravet, kan man ikke kræve et rykkergebyr betalt. Et rykkergebyr fra en privat virksomhed må højest være på 100 kr. (Gebyret er momsfrit), og du må højst fremsendes tre rykkere med gebyr for det samme krav, og der skal være mindst 10 dage i mellem. Den første rykker med gebyr må gerne fremsendes umiddelbart efter sidste rettidige indbetalingsdag.

Der er ikke krav om, at man skal sende et bestemt antal rykkere, før kravet kan sendes til inkasso, men der skal altid være fremsendt et varsel med en frist på 10 dage til at betale i, før kravet må overgå til inkasso. Det er først når et krav er sendt til inkasso, at der kan pålægges inkassoomkostninger.

Hvis kravet er en del af en løbende aftale, f.eks. et abonnement eller en låneaftale, må du ikke fremsende nye rykkere med gebyrer hver måned for det samme krav.

Hvis skyldner f.eks. ikke har betalt i januar måned, men betaler de følgende måneder, må du ikke antage, at betalingen i februar gælder for januar, betalingen i marts gælder for februar osv., således at der hele tiden opstår et nyt krav. I den situation må du kun fremsende rykkere med gebyr for det krav, der vedrører januar måned.